Hey Hafni

Hey Hafni – når du tager af sted for at finde glæden, men ikke kan høre, hvor den gemmer sig

Hvad gør man, når man rejser væk for at finde glæden – men ikke længere ved, hvor den er?

I lydbogen Hey Hafni tager Helle Helle dig med til Brighton, hvor Hafni (51) har lejet sig ind i tre måneder i håbet om at finde retning igen. Byen er kåret som Englands fjerdelykkeligste, men Hafnis tiltrængte frirum bliver forstyrret, og hun driver videre gennem små, skæve møder og en slags hverdagsmagi, der føles endnu mere præcis, når den ligger i dine ører: en mudret flodsti, en antikvitetshandler, et skriggrønt kollektiv, Virginia Woolfs seng – og den diffuse fornemmelse af at være på flugt fra noget, man knap kan sætte ord på.

Helle Helles stil gør ikke nummer ud af sig selv. Den arbejder i pauserne, i det sagte, i de sætninger der stopper en halv tanke og lader dig færdiggøre resten. Som lydbog bliver det en særlig form for nærhed: en stemme, der bliver ved, mens du går gennem byen, sidder i toget, rydder op, eller ligger vågen i mørket og lytter efter det, Hafni ikke siger højt.

Breve, mellemrum og det, der presser sig på

Undervejs skriver Hafni breve til en gammel veninde, og romanen lader betydningen opstå mellem linjerne. Du lytter dig ind på det, der skurrer, og det, der næsten er morsomt, selv når det gør ondt.

I samme univers – men står alene

Hey Hafni er en selvstændig fortsættelse af Hafni fortæller og ligger i samme univers som de og BOB – skåret rent, underspillet og mørkt morsomt. Det fungerer både for nye lyttere og for Helle Helle-fans, der vil tilbage i den tone, der rammer uden at hæve stemmen.

Derfor trykker folk play

Berlingske kalder den “Et fabelagtigt overflødighedshorn af en roman” (Berlingske). Jyllands-Posten går samme vej: “Feel-good fiction of the highest literary calibre” (Jyllands-Posten).

Tryk play, og få en kort, intens fortælling i ørerne, der både får dig til at smile og mærke efter.